Askeladden C70 Cruiser – nyhed i 2023
Afløseren for den yderst populære og storsælgende C65 er endelig færdigudviklet. Den nye model hedder C70, og den tegner til at blive en mindst lige så stor succes på markedet for luksuriøse daycruisere som sin forgænger. C70 har den helt rigtige størrelse for en daycruiser, da den både er let at håndtere i vandet og på trailer, men den er samtidig stor nok til, at den kan bruges til tursejlads og social sejlads med vennerne. Båden kan bære 150 – 300 HK påhængsmotor, så der er garanti for høj fart på turen.
Nyt skrog
Askeladden C70 bygger videre på det helt nye skrog i Askeladdens serie af daycruisere, hvor bl.a. stævnen er gjort stejlere og fenderlisten kraftigere. Begge dele er typisk for Askeladden, da de nye løsninger på samme tid giver funktionelle og æstetiske fordele. De nye tiltag er dog ikke sket på bekostning af den gamle models mange gennemarbejdede løsninger. Således er cockpittet fortsat indrettet på samme anvendelige måde, så der både er plads under sejlads og når I ligger for svaj, da ryglænet i både passagersæde og agtersofa kan forskydes. Cockpittet er dog samlet blevet noget større, hvorfor båden også i det hele taget føles som en større båd.
Stor kabine
I kabinen på den nye C70 Cruiser er der dog også sket en række forandringer, så komforten er øget betragteligt. Således er højden i kahytten øget ligesom sengenes længde og bredde er blevet større, så der er god plads til to voksne. Et andet stort fremskridt er, at der nu er trykvand og vask i forbindelse med det keramiske søtoilet i kahytten. Kabinen kan endda fås i en version, hvor der er et lukket toiletrum med håndvask. Det er en sjældenhed i denne størrelse motorbåd.